VI SØGER PRAKTIKANTER TIL FORÅRET

By 10. April 2018Ikke kategoriseret

Er du klar til at udbygge din teoretiske viden med praktisk erfaring inden for strategisk kommunikation og PR? Så er du måske en af vores kommende praktikanter for forårssemestret 2019.

Du vil blive tilknyttet den danske afdeling hos det internationale PR-netværk MSL. På kontoret i København K hersker en glad og uformel stemning, mens vi arbejder i højt tempo på at servicere nogle af Danmarks og verdens største virksomheder – ofte i samarbejde med vores kollegaer i Stockholm, Oslo og Helsinki.

Vi arbejder med alle typer kommunikation. Fra forbruger-PR, events og sociale medier til strategisk positionering og krisekommunikation. Som praktikant vil du blive koblet på et eller flere projekter, som du får mulighed for at følge tæt, ligesom du bl.a. vil få erfaring med at skrive pressemeddelelser, nyhedsbreve og indlæg til sociale medier, lave research og monitorering, deltage i kreative events og faglige konferencer – og i det hele taget hjælpe os i vores arbejde med at styrke vores kunders relationer, omdømme og mærkesager.

Vi tilbyder:

  • Et kickstart af din karriere.
  • Søde og sjove kollegaer – som også inkluderer kollegaer fra vores søsterbureau Reputation.
  • Lukrative, sociale arrangementer.

Vi forventer, at du

  • Har fuldført en kommunikationsorienteret bacheloruddannelse og er startet på din kandidatuddannelse.
  • Dagligt følger med i medieverdenen både on- og offline – og har en god samfundsmæssig forståelse.
  • Kan formulere dig fejlfrit og grammatisk korrekt.
  • Har gode engelskkundskaber.
  • Er udadvendt, positiv og har let ved at arbejde både selvstændigt og i teams
  • Er idérig og kan tænke ud af boksen.

Det vigtigste er, at du ikke er bange for at tage fat og møder de praktiske opgaver med ligeså stor ildhu, som når du skal hjælpe med en kundepræsentation. Desuden vil det være en fordel, hvis du besidder en skarp pen, brænder for blogosfæren, dyrker den politiske andedam eller en kombination af dette.

Praktikperioden løber fra februar til og med juni 2019. Den forventede arbejdstid er på 30 timer om ugen med mindre andet aftales. Praktikopholdet er ulønnet, og vi går derfor meget op i, at forløbet skal bidrage til at styrke dine kompetencer, dine kommercielle erfaringer og dit professionelle netværk, som du vil kunne trække på i dit videre karriereforløb.

Interesseret?

Send din ansøgning eller evt. spørgsmål til Malene Kruse Andersen på mail: malene.kruse@mslgroup.com – skriv PRAKTIKANT i emnefeltet.

Vi holder samtaler løbende og lukker opslaget, så snart vi har fundet de rette kandidater.

Du kan læse mere om os på mslgroup.dk, facebook.com/MSLGROUPDenmark og https://www.linkedin.com/company/mslagency/.